Den 9. januar 2016 trådte en ny lov i kraft. Ifølge denne lov skal man fra sin egen hjemmeside linke til Online Dispute Resolutions (ODRs) hjemmeside.

Det er forbrugerklageloven, der bestemmer, at man skal linke til hjemmesiden, og hvis man ikke gør det, risikerer man en bøde.

Tanken bag loven er, at EU vil gøre det nemmere for forbrugerne at klage, og det skal være lettere at opnå enighed mellem køber og sælger. Til formålet er der derfor udviklet dette nye online klagesystem, ODR, der skal sikre, at de forskellige klageinstanser bliver forbundet og dermed, at klagerne bliver behandlet ens.

Af loven fremgår det, at den erhvervsdrivende, som sælger varer og tjenesteydelser til forbrugere via internettet og på netbaserede markedspladser, klart og tydeligt skal indsætte et elektronisk link til onlineplatformen på sin hjemmeside og derudover skal angive sin e-mailadresse. Erhvervsdrivende skal samtidig oplyse forbrugerne om, at onlineplatformen kan anvendes i forbindelse med behandling af en klage. Informationen skal gives på den erhvervsdrivendes hjemmeside.

Fremsætter en erhvervsdrivende et tilbud til en forbruger i en e-mail, skal e-mailen indeholde et link til onlineplatformen. Hvis det er relevant, skal oplysningerne også være tilgængelige i de skriftlige aftalevilkår mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren.

ODR starter for alvor fra 15. februar 2016.