Skatterådet har fastsat nye satser for skattefri befordringsgodtgørelse for næste år. Satserne falder, fordi det er blevet billigere at have bil. Bilerne kører længere på en liter brændstof, og benzinpriserne forventes at falde i 2016.

De nye satser for 2016 er 3,63 kroner per kilometer for de første 20.000 km og 1,99 kroner per kilometer for kørsel over 20.000 km.

Reglerne for skattefri befordringsgodtgørelse for kørsel i egen bil er uændrede. Den kan udbetales til medarbejdere, der kører erhvervsmæssigt i egen bil, forudsat at arbejdsgiveren fører den fornødne kontrol hermed.

Godtgørelse for brug af egen cykel, knallert, 45-knallert og scooter er 0,52 kroner per kilometer i 2016.

Satserne for befordringsfradrag falder ligeledes i 2016 til 1,99 kroner per kilometer for kørsel mellem 24-120 kilometer og 1,00 kroner per kilometer for kørsel over 120 kilometer.

Reglerne for befordringsfradrag er ligeledes uændrede, så der er fortsat ikke fradrag for befordring for de første 24 kilometer per dag mellem hjem og arbejde.