Skatterådet har fastsat nye satser for befordringsgodtgørelse for næste år. Satserne falder, fordi det er blevet billigere at have bil. Bilerne kører længere på en liter brændstof, hvilket også bevirker, at ejerafgiften falder.

De nye satser for 2015 er 3,70 kroner per kilometer for de første 20.000 km og 2,05 kroner per kilometer for kørsel over 20.000 km.

Reglerne for skattefri befordringsgodtgørelse er uændrede. Den kan udbetales til medarbejdere, der kører erhvervsmæssigt i egen bil, forudsat at arbejdsgiveren fører den fornødne kontrol hermed.

Godtgørelse for brug af egen cykel, knallert, 45-knallert og scooter er 0,52 kroner per kilometer i 2015.

Satserne for befordringsfradrag falder også i 2015 til 2,05 kroner per kilometer for kørsel mellem 24-120 kilometer og 1,03 kroner per kilometer for kørsel over 120 kilometer.
Reglerne for befordringsfradrag er ligeledes uændrede, så der er fortsat ikke fradrag for befordring for de første 24 kilometer per dag mellem hjem og arbejde.